Ayurveda er et holistisk sundhedssystem, der indeholder en meget dybgående viden om, hvordan sind og krop holdes i balance, og sygdom undgås. Sundhedssystemet er beskrevet i tusinder af år gamle skrifter, der findes i Indien.
Disse gamle skrifter indeholder en masse viden om sundhed, som i høj grad er relevant for den almindelige dansker. Der beskrives, hvordan det er bedst at spise og leve ud fra ens individuelle kropstype, og der er mange gode råd om sundhed, madvaner, ernæring og levevis. Disse råd og al anden viden om ayurveda kan opleves direkte af hvert enkelt menneske. Man behøver f.eks. ikke nødvendigvis læse, at det er sundt at leve regelmæssigt, før man finder ud af det. Denne erfaring gøres spontant, når man lytter omhyggeligt til kroppens signaler.
Du kan lære en masse om sundhed ved at lytte til dig selv. Prøv at lægge mærke til, hvordan du har det efter hvert måltid, og hvordan fordøjelsen forløber. Lidt efter lidt vil du finde ud af, hvad der er godt at spise og efterhånden få et klart billede af hver enkelt råvares virkning.
Sund fordøjelse
Fordøjelsen er af stor betydning for kroppens og sindets sundhed. Og langt de fleste sygdomme kunne undgås, hvis fordøjelsen fungerede optimalt.
Fordøjelsen nedbryder og omdanner den mad, vi spiser, og afgør derfor, hvor megen livskraft, vi får ud af maden. En god fordøjelse kan næsten omdanne hvad som helst, mens en svag fordøjelse har svært ved at få næring ud af selv den mest livsfremmende mad.
Når fordøjelsen fungerer optimalt, stråler kroppen af glæde og sundhed, og livet opleves som en leg. Fungerer fordøjelsen derimod ikke optimalt, dannes der affaldsstoffer. Affaldsstofferne klæber sig fast overalt i kroppen og hæmmer kommunikationen mellem de forskellige kropsdele. Er du i tvivl om, hvordan det føles at have affaldsstoffer i kroppen, så prøv at spise en plade chokolade lige før, du går i seng. Næste morgen vil du vågne op med stivhed i kroppen, føle dig sløv og uoplagt og have en dårlig smag i munden pga. belægninger på tungen. Dette skyldes at chokolade er svært at fordøje, og at fordøjelsen ikke virker særligt godt under søvn.
Har du affaldsstoffer i kroppen, så fortvivl ikke. De kan nemlig nemt renses ud, f.eks. ved hjælp af kogt varmt vand. Prøv et par uger at drikke små slurke kogt varmt vand hver halve time i løbet af dagen, og spis ellers normalt. Det kogte vand vil rense størstedelen af affaldsstofferne ud af kroppen, og du vil føle dig mere klar, frisk og energisk.
Når du har renset kroppen, er det vigtigt at styrke fordøjelsen, så der ikke opstår nye affaldsstoffer. Dette kan du gøre ved at spise livsfremmende mad, og ved at følge de mange råd, der er beskrevet på denne webside. Alle rådene har dels til formål at modvirke ophobning af affaldsstoffer i kroppen, dels at forøge kontakten til kroppens indre intelligens.
Gå til siden med gode råd
Se vores tungeskrabere
eller læs mere i bøgerne
"Spis dig lykkelig" og "Sundhed er at lytte
|